torsdag den 6. december 2012

og så kom sneen

I dag er der smukt, hvidt og blødt udenfor - rigtig julehygge vejr. Det gamle hus tager sig smukt ud og det er med en underlig fornemmelse i maven vi angriber den aller sidste jul i det gamle hyggelige hus. Næste år bliver det uden brændeovn og istapper.



Jeg har boet her i huset siden november 2000 og har været rigtig glad for at bo her, MEN huset er 312 år gammelt i dag, der er ingen sokkel, isoleringen er ikke tip top, næsten alle vinduer og døre trænger til udskiftning, taget skal skiftes, der er alt for lidt plads og Morten er ved at være træt af permanente skader i panden, fordi han knalder hovedet ind i bjælkekanterne - så vi har besluttet at der skal bygges nyt. Og vi glæder os ;o)  

onsdag den 7. november 2012

I sommeren 2012 besluttede vi, at det gamle hus i Sulsted var alt for småt til os. Vi brugte en del tid på at se på andre huse i området, men der var ikke nogen der faldt i vores smag, med mindre der blev brugt rigtig mange penge på renovering. Efter en del søgen, hovedbrud og diskussioner, besluttede vi os for at der skulle bygges nyt hus her på matriklen.

Efter beslutningen om nybyg var taget, blev der søgt på forskellige byggefirmaer. Og hvilken jungle, men efter et stykke tid, var der udvalgt 2 typehusfirmaer og der blev aftalt møder. Det var et nemt valg efter 1. møde og Nyhuse vandt med flere længder.

Vi vidste godt, at det ikke var sådan "bare lige" at bygge nyt hus, men hold da op vi er blevet klogere undervejs. Der har været rigtig mange tråde der skulle holdes sammen på. Beslutninger der skulle tages og ikke mindst ting vi skulle være enige om. Der er blevet givet og taget lidt hist og her, men alt i alt er vi begge godt tilfredse med de ting vi har valgt. :o)

Største problem for os har faktisk været kampen med kommunen. Vores grund ligger i et meget gammelt kvarter - det gamle hus er fra år 1700 - og der er sket lidt hist og her gennem tiden. Blandt andet, så ligger vores gamle hus lidt på skrå på grunden og det gør de næste naboers huse også. Vi ville SÅ gerne have lov til at bygge lige oven på den gamle sokkel, så vi kunne bevare lidt af det gamle, trods det sprit nye hus, men nej - fordi vores nye hus er noget større end det gamle og vi vil beholde garagen hvor den er, så havde vi en "kamp" med kommunen. Der er jo skel regler og ikke mindst brandreglementet!

Det nuværende hus ligger 1.60 fra skel og i dag skal man bygge 2.65 fra skel linien - den beliggenhedsplan vi ønskede, ville komme til at ligge 2.50 fra skel - der KUNNE godt gives dispensation for de 2.5 meter, men så må der ikke være et vindue der kan åbnes. Nu forholder det sig således, at det rum der skulle ligge på grænsen, er badeværelset og et bad uden et vindue der kan åbnes...nej vel?

Efter en del skriverier og samtaler med kommunen, gav vi til sidst op og valgte så at gå til plan B - den plan retter huset lidt op - det flugter stadig ikke vejen, men er ikke helt så skævt som ønsket. Nu kommer huset til   at ligge med nøjagtig 2.65 til skel og jeg får et badeværelsesvindue der kan åbnes ;o)